0
Din Indkøbskurv

Hvad er en gastrisk bypass operation.

En gastrisk bypass operation (GBY), er en operation hvor man, kort fortalt, laver en ny lille mave på 0,5 - 1 dl.
(Mavesækken for en ikke opereret voksen person er typisk på omkring 1 liter.)

Dette gøres ved at lukke den gamle mavesæk af for enden af spiserøret og klippe tarmen over lige efter tolvfingertarmen.
Tyndtarmen sættes sammen med den lille nye mavesæk for enden af spiserøret.
Den gamle mavesæk med tolvfingertarmen, sættes på længere nede på tyndtarmen.
Således vil maden blive ledt uden om tolvfingertarmen og optagelsen af maden mindskes.

Dette betyder også at maden, når man spiser, ledes direkte videre til tarmsystemet. Den ligger altså ikke i mavesækken/mavesyren et par timer først, som den gør ved ikke opererede personer.
Mavesyren vil først komme i kontakt med maden længere nede i systemet.
Derfor skal GBY personer passe på med at indtage store mængder af fedt og sukker, da kroppen ikke kan følge med til at håndtere de store mængder.

Livet efter en gastrisk bypass operation.

Livet efter en gastrisk bypass operation er en hel ny måde at leve på, alt bliver sådan set resat. Man starter faktisk helt forfra med at lære at spise. Først flydende kost og dernæst langsomt bygge op til grovere og grovere kost.

Udover at lære at leve efter de kostplaner man får udleveret. Så vil kroppen efter sådan en operation også lade dig vide når du spiser for hurtigt, for store mængder eller noget der indeholder for meget fedt eller sukker. De fleste vil opleve at de få minutter efter at have spist, vil få ubehag og dumpingsymptomer i større eller mindre grad. Så selvom det er skønt at se kiloene forsvinde i ekstrem fart. Så er en gastrisk bypass absolut ikke den nemme løsning.

De fleste lærer hurtigt at leve på den nye måde og lytter til kroppen signaler om at man har gjort noget uhensigtsmæssigt. Men hvis man ignorerer kroppens signaler og spiser løs af fede, sukkerholdige og/eller usunde ting. Eller tit spiser til man er propmæt og ikke bare mæt. Så kan man i større eller mindre grad spise sig fra effekten af operationen. Man kan med andre ord vende kroppen til at kunne "tåle" ting igen, og så har hele indgrebet været forgæves.

Husk vitaminerne

Når man er gastrisk bypass opereret er det vigtigt at man er opmærksom på at man får nok af de vigtige vitaminer og mineraler, såsom B12 vitamin, D vitamin, jern og kalk. Den bedste måde at holde øje med det på er ved at få taget en blodprøve en gang om året.

Proteinrig kost.

Ligeledes er det også vigtigt at man sørger for at spise proteinrigt. Da maden passerer hurtigere gennem systemet, når kroppen ikke at optage nær så mange af de vigtige næringsstoffer. Indholdet af disse er derfor vigtig at få rigeligt af, så kroppen har chance for at få nok ud af maden. Læs mere om dette under makronæringsstoffer.

Pas på med at spise og drikke samtidigt.

En anden vigtig ting at huske, når man er gastrisk bypass opereret, og det er svært for mange at vende sig til, er at man ikke bør spise og drikke samtidigt. Man bør stoppe med at drikke 10 min. før man skal spise og vente til 30 min. efter man har spist, inden man igen drikker væske.

Hvorfor? Fordi, i og med at en gastrisk bypass opereret ikke har den samme mavesæk funktion, hvor mad og væske opbevares, så vil væsken skubbe/skylle maden videre i systemet for hurtigt.

Det vil resultere i at man, for det første, hurtigere bliver sulten igen, og for det andet, at kroppen har kortere tid til at optage de vigtige næringsstoffer. Man får dermed ikke nær så meget næringsværdi ud af kosten. Dette kan så resultere i øget sult og dermed større mad indtag i løbet af dagen og risikoen for at spise for meget og tage på igen er derfor stor.