Hjemmelavet marcipan, uden tilsat sukker
Noget som hører julen til, er jo marcipan og konfekt. Marcipan består primært af mandler og sukker og der findes da efterhånden også både udgaver uden tilsat sukker og protein udgaver på markedet, men de er stadig dyre i kcal regnskabet, og selvom det er protein udgaver er indholdet af protein kun omkring 14%.
Jeg har eksperimenteret lidt og fundet frem til denne udgave. Den er hurtig og nem at lave og jeg synes den ligger rimelig tæt på den rigtige marcipan smag, men det vil ikke blive det samme som en købt marcipan. Til gengæld kan den spises med bedre samvittighed.
Antal Portioner: | 1 portion (ca. 275g) |
Kategori: | Snacks |
Næringsindhold:
Energi: total Pr. 100g |
718 kcal 261 kcal |
Protein: | 32,2 % |
Kulhydrat: | 11,1 % |
Kostfibre: | 6,2 % |
Fedt: | 50,7 % |
Til sammenligning er der i f.eks. odense marcipan pr. 100g, 485 kcal, ca. 11% protein og ca. 60% fedt og i deres variant uden tilsat sukker er der 410 kcal pr. 100g., ca. 12 % protein og ca. 62% fedt.
Ingredienser:
80 g. | Mandelmel fedtreduceret |
80 g. | Mandler, smuttet og fint hakket |
10 g. | Scitec Nutrition Isolate proteinpulver (vaniljesmag) |
55 g. | Easis multisød |
ca. 1 - 2 g. | Mandel essens |
ca. 100 g. | Vand |
Fremgangsmåde:
- Hæld kogende vand over mandlerne, vent et par minutter, smut mandlerne.
- Tør de smuttede mandler og hak dem meget fint med minihakker, de skal være næsten som mel.
- Bring vand i kog og opløs multisød i det kogende vand.
- Lad det koge et par minutter så multisød er helt opløst.
- Hæld væsken over i en skål og lad den køle lidt af.
- Bland de fint hakkede mandler med mandelmel og proteinpulver og rør det godt sammen.
- Kom lidt mandelessens i den let afkølede væske og rør rundt.
- Tilsæt nu væsken til mandelblandingen lidt efter lidt, mens der røres godt. (det er ikke sikkert du får brug for hele væsken)
- Når massen bliver rimelig samlet og fast, tages den ud af skålen og æltes færdig ved håndkraft.
- Pak massen ind i madfilm og læg den på køl.
Hvis massen klistre for meget eller er porøs når du skal arbejde videre med den, kan du ælte den med lidt easis florsød eller maizena majsstivelse, men vær opmærksom på at florsød gør massen sødere, hvorimod majsstivelsen er smagsneutral.
Her har jeg rullet marcipanen ud i mindre stænger og overtrukket dem med smeltede easis chokoladeknapper, samt drysset lidt fint hakkede mandler hen over.
Pynten her er ikke regnet med i ovenstående næringsindhold.